Maj 1950 til Maj 1954.

Brugsen Viborgvej.

Jeg startede 1 maj 1950 i Brugsen Vesterbro, den lå på Viborgvej, næsten over for Banegården i Randers. Det var en stor forretning efter datidens målestok. den omsatte ca. 500 000 kr. pr år. Der boede mange jernbanefolk i området, ellers bestod kundekredsen af ganske jævne mennesker, kunder som jeg igennem de 4 år på pladsen fik et godt forhold til. Uddeleren var Ole Bruun, førstemandens navn var Heinrich Wulff, kommis de første 2 år Kibæk Nielsen, de sidste Villy Mathiasen og bydrengen var Benny Carlsen i alle mine læreår.

Man ville desværre ikke acceptere det år, jeg havde haft kontrakt i Mørke, så jeg måtte starte læretiden forfra. Det var også acceptabel, for jeg var nok mest bydreng i Mørke.

Brugsen Viborgvej var kun en af 14 forretninger i Randers, der var en samlet indkøbscentral på Hovedkvarteret der lå på Nordregrave, her var også bageri der forsynede mange små bageriudsalg i Randers. Valdemar Nielsen var øverste chef, med Pind som Souschef.

Læretiden var noget anderledes en den jeg kom fra i Mørke. Her bestod tiden typisk med afvejning af mel, sukker, salt m.m. de første to dage i baglokalet, det foregik sådan, at vi var tre om opgaven, med en Kibæk gik arbejdet nemt, han var en humørbombe, altid i godt humør og hjælpsom og gik i spidsen med en stor arbejdsindsats, vores bydreng Benny, var til sang, han var med i mange amatørkonkurrencer, efterlignede datidens stor sanger Gustav Winckler, så der blev øvet meget i baglokalet, Benny klarede sig også udmærket med sin sang i fri tiden.

De sidste dage i ugen gik med at ekspedere den store solide kundekreds, mange kunne man næsten sætte tid på hvornår de indfandt sig til den ugentlige indkøbstur. Tiden var til at betjene kunderne godt, der var ikke afsat tid til hver enkelt. Det var ikke unormalt at man gerne ventede med at blive betjent af den, man helst ønskede at tale med og betjenes af.

Det er klart at det tog lang tid, en ordre kunne både være en spegesild der skulle hentes i lagene i kælderen, Petroleum i en 5 l. dunk, herefter måske 2 øre hjortetaksalt eller 2 gram potaske, kaffen der skulle males og osten der skulle smages til og skæres ud.

De fleste havde kontrabog, man kan i den nyere tid undres over, den måde en kontrabog blev ført på. Der skulle tit tælles flere sider sammen i den kontrabog som altid befandt sig hos kunden, uden viden for forretningen hvor meget der var solgt til kunden. Det var gensidig tillid som nok ikke kunne fungere her i nyere tid. Bagerst i bogen kunne så være en side, hvor kunden havde købt en større ting, det kunne være en stegepande eller gryde, der stod så beløbet minus den krone eller 2 man kom for at afdrage hver uge. Der var små tider for mange af datidens kunder, men i Brugsen havde man den tillid til at alle betalte sit.

Marie gift med Depotarbejder A.P. Jensen ved D.S.B., var umådelig flink ved mig, de boede Chr. Haunsalle 1, og handlede i Brugsen. Hvis det var dårlig vejr, skulle jeg ikke cykle hjem til middagspausen, nej, jeg kunne spise hos hende, det var rart, bortset fra at hun skar rugbrød så papirtynd, at det var umulig for mig at blive mæt.

Jeg tog selvfølgelig hjem til middag jævnlig, det var kun når vejret ikke var godt, jeg spiste hos Bedste. Middagspausen der var 1,5 timer lang, blev brugt sammen med Henning Overgård, han var ansat i en bank, så vi brugte tiden til skudtræning op af en mur i forbindelse med Boligforeningen, hvor vi begge boede. Vi må havde været interessante at gå sammen med , svedige som vi mødte på arbejde igen.

Læretiden betød desværre også at der blev kaldt til undervisning på Handelsskole, tidligere har jeg fortalt, at det med undervisning ikke lige var mig. Jeg må komme med nogle indrømmelser, jeg deltog altså kun i undervisningen fra 16,30- 18,00, jeg fandt hurtig ud af at man kun blev krydset af når man startede undervisningen, derefter forduftede jeg stille og rolig til mine fritidsomgivelser i Vorup Frederiksberg. Det er lidt beskæmmende at måtte erkende det i dag, men det var og har altid været mig meget imod at modtage undervisning, jeg vil så gerne finde ud af tingene selv.

Den undervisning jeg missede var bogføring, det tg jeg fik der, skal jeg være godt tilfreds med, for jeg anede ikke meget om emnet. Jeg reddede mig lige over stregen som bestået.
Brugsen havde en kunde d
er hed Kresten Gjøttrup, han havde besøgt os i Bylderup Bov, i senere artikler vil i fornemme at han hele tiden er i nærheden af hvor jeg var.

Jeg ser i dag tilbage med glæde på min læretid, jeg var gennem hele forløbet omgivet af rare mennesker, både på den ene og den anden side af disken. Den handelsuddannelse har jeg haft brug for hele livet, det at lære at betjene og tale med mennesker er en stor ting. Det at man så lærer talbehandling, når man kan lide at regne i forvejen, er ting der altid kan bruges.

Kammerater.
Det var ikke svært at finde kammerater efter ankomst til Randers, jeg kendte jo mange i forvejen fra mine ferier i Vorup. Det første der skete efter tilflytningen var at komme i gang med fodbolden, som jo førhen kun skete som feriegæst og ikke som medlem af klubben. Der var jo mange , man var sammen med flere aftener om ugen, var det ikke fodbold spillede vi Bordtennis eller kortene var hyppige, de ting som fritiden gik med. Et var sikkert, der var aldrig tid til slendrian.

Lørdage gik jo tit med Restaurantbesøg, pengene var små, så vi skulle jo have bunden lagt. Det skete altid på mit værelse på Løgstørvej, et hyggelig lille værelse, hvor der kunne være mange tomme flasker i skunken.

Vi var 7 kammerater der holdt sammen med vort eget fløjtesignal. Det var Egon Pedersen(Don), Helge Hansen, Roland Nielsen, Johs. Frank, Erik Rasmussen, Mogens Mikkelsen med kaldenavn Smokki og mig selv. Vi havde vores egen stamcafe som var hos Karen på Kirketorvet, hun må have været glad for mig for hun opkaldte en Pekingeser efter mig. Der var aldrig noget vildt over vores byture, mærkelig nok var det øl og ikke piger vi gik i byen efter, ikke engang dans var vores foretrukne. Alle er dog blevet gift, så det er gået op for alle at der er andre værdier en Øl i livet. Jeg tror også jeg tør sige at alle fik rendt hornene af sig, for ingen har haft alkoholproblemer efter deres ungdom.

Den vildeste tur vi havde sammen gik til Løkken, hvor vi cyklede til. Vi havde lejet et sommerhus i otte dage og det første der blev foretaget var at hente 2 kasser øl, det var en vild uge hvor mange mennesker befandt sig i byen den uge. Det var en uge med fuld knald. Jeg mindes Asfaltbal, hvor musikere fra Regimentsmusikere fra Randers spillede, jeg husker også en Ib der blev så fuld og måtte ofre en hel del. Det foregik ved at jeg lå på maven ofredede og trak mig længere og længere væk fra første opkast, mens slipset langsom fulgte efter og ikke så godt ud mere.

En af vennerne havde funden en pige fra Gentofte, hun skulle hjem samtidig med os. Hun overtalte ham til at komme til København på besøg efterfølgende uge.

Han spurgte om jeg ville med, nå ja hvorfor ikke, så vi sejlede fra Randers havn med Koldinghus. Jeg ved ikke hvordan jeg kunne finde på det, pengene var blevet brugt i Løkken, så når jeg havde betalt Billetten havde jeg otte kr. til en uge i København. Vi skulle godt nok bo ved den Akkumulatorfabrikant i Gentofte som var pigens far. Han kørte os en aften på Bakken, de var meget gæstfrie, men otte kr. i København en uge, uha-uha.

Som Lærling var man på månedsløn, 3 af kammeraterne var på månedsløn, resten ugeløn, så der var jo ingen smalhals først på måneden, vi havde nu ingen problemer resten af måneden, vi hjalp hinanden. Jeg betalte ikke kostpenge hjemme, kun tøj skulle jeg sørge for, det skete ved at jeg havde en konto hos manufakturhandler Soll, der kunne man så hver måned lægge det fastsatte beløb.

Jeg købte der til vinteren 1953 en dejlig kameluldsfrakke, en aften jeg var i Håndværkerforeningen til fest, fik jeg på vej hjem, tæsk tre gange. Jeg der aldrig har været voldelig, blev først udsat for en der syntes jeg trængte til tærsk uden for Voldbrohus, senere i gyden ned til Jylland, for så til sidst at blive overfaldet ud for Centralhotellet. Det var en sort aften, for øvrigt skete det aldrig mere i livet. Men pointen i denne aften var at dengang jeg kom hjem var både jeg og kameluldsfrakken smurt godt til med blod, det må havde været et skrækkelig syn for min Moder dengang jeg meldte mig hjemme igen.

Dette forløb fik mig til at gå til boksetræning i R.A.C., det var en sjov tid, hvor der var mange gode boksere i Randers, jeg kan nævne Preben og Harry Bjørn, Verner Mortensen, Aksel Lionett, Carlo Poulsen og Poul Andersen der var lærling i Brugsen ligesom jeg, han udsatte mig for et ægte K.O. skønt han kun var Bantamvægter. Vi havde en god træner der hed Harry Christiansen, han måtte mene, der var muligheder i mig, for han ville have mig i kamp første gang i Hadsund, han stillede mig blot over det valg, at jeg skulle vælge fodbold eller boksning. Det var ingen svær valg, jeg valgte fodbolden.

Piger
Jeg måtte jo til at interessere mig for piger, den første kæreste boede i boligforeningen som jeg, jeg tror nok vi var glade for hinanden, dog ikke mere en at hun blev uvenner med sine forældre og rejste til Århus og blev totalt væk for mig.

Marie og A.P. havde et barnebarn Ulla, det viste sig at hun var meget fodboldinteresseret og kom meget ud at se når Vorup F.B. spillede sammen med sin Fader, så vi havde jo noget at snakke om når hun ofte kom ud til frokost, fra sit arbejde som Tandtekniker lærling i Randers Dental Laboratorium, der lå i smøgen mellem Kirketorvet og Torvegade.

Det udviklede sig efterhånden der hen hvor man kunne se, der var nogle ting der skulle afsluttes. Jeg havde en god veninde der var en dygtig håndboldspiler, hende var jeg på det tidspunkt så glad ved at jeg flyttede mit håndboldstatus fra Randers K.F.U.M. til Tebbestrup, det gjorde jeg ene og alene for Bettys skyld. Det havde ikke udviklet sig til andet en at holde hånd, så det blev afviklet.

Så var der en anden holde i hånd pige, hun var fra København og hende skrev jeg med. Hun var feriebarn hos Stadionbestyreren Simonsen på Viborgvej, hende havde jeg det problem med at jeg skulle komme på banen og hente hende. Det var jo ikke noget problem, bortset fra at jeg skulle forbi Chr. Haunsalle, hvor man fra vinduet, meget gerne sad og fulgte med, havde en fin udsigt hen af Viborgvej, kunne følge med i hvad der skete, ak ja jeg husker tydelig hvor store problemer det var for mig dengang.

Slutningen på alle de fortrædeligheder var at Ulla og jeg blev kærester sommeren 1953, jeg ikke kun kom hos bedsteforældrene på Viborgvej, men også blev fast inventar hos familien i Kristrup der bestod af Viggo og Gulle samt Farfar Marius og Farmor Rosa.

Slutningen af 1953 blev jeg involveret i Entreprenørbranchen, Marius Sørensen var ikke meget for at køre ud til pladserne, når jeg havde afspadsering fik jeg lov at køre for ham. Når man ikke havde haft kørekort ret lang tid, var det en svir at kunne få noget rutinekørsel. (derom senere)

Vorup Frederiksberg.
Fra barnsben var man opflasket med fodbold, så det at komme til Vorup, følte jeg det som at komme hjem til kammeraterne i Vorup F.B. og på Høvejen, hvor man var kommet fra før man kunne gå.

Hjemme blev der talt meget fodbold, Ivan blev jo hurtig en god fast støtte på det bedste hold. Jeg begyndte jo som junior, jeg var stor, så man mente jeg kunne klare mig i Seniorsammenhæng, så man søgte J.B.U. om at jeg måtte starte som senior et år før tiden, det fik man tilladelse til, så jeg kunne være med om de bedste pladser.

Jeg fik min debut på Vorups førstehold som 15 årig mod Kristrup, kampen skulle spilles ude og det foregik i Mosen på Ørneborgvej. Det var ikke usandsynligt disse kampe kunne samle ca. 1000 tilskuere. Kampen var altid et stor prestige for bydelene, der blev kæmpet på banen og tilskuerne var ikke blege for en fight på næver. Denne kamp husker jeg som var det i går, vi vandt 2-1. Kristrup holdet bestod af senere prominente fodboldspillere som Kaj Balle, Børge Birch ,Kaj Pilmark, Herbert Hundborg og Poul Nørgård. På Vorup holdet optrådte e spillere Voigt og Nappe, spillere der var i deres efterår, hvorimod de andre på holdet var spillere jeg de næste år spillede utallige kampe sammen med.

Kaj Pilmark blev en senere Træner i Vorup, hvor også trænere som Ravn, Sven Rasmussen og Schwartz var nogle der sørgede for at vi blev holdt til ilden.

Vi havde ingen Ynglingehold i Vorup, Randers Freja havde derimod et godt ynglingehold, hvor man indbød mig til træning, jeg tog imod tilbuddet, det resulterede i to træningsaftener, så var det tilbage til Vorup igen. Freja havde 2 trænere Harry Albertsen og Svend Rasmussen, som senere kom til Vorup, De forlangte at blive tituleret med des, det syntes jeg ikke rigtig om, selv om de var nogle år ældre en jeg selv.

Jeg fik en stamplads omkring 1952 i den periode spillede jeg sammen med Bror Ivan, vi var i den tid tre brødre par på holdet, nemlig Villy og Henning Overgård, Benny og Leif Kastrup, foruden vi seks var der stamspillere som Ingvard Knudsen, Leo Nielsen, Kaj Knudsen, Søren Duur, Villiam Faldberg og Henning Hansen. Der var ikke megen udskiftning i den trup de her 4 år omhandler.

Vi spillede i den lille mesterrække, hvor vore modstandere var klubber som Thisted, Holstebro, Skive Borup, Viborg, Rds. Freja, Kristrup m. flere.

Vi havde et fantastisk godt sammenhold, vandt mange kampe, men manglede lige det sidste til oprykning. Der var kun 10 hold i hver kreds, så med landspokalkampe, spillede vi under 25 turneringskampe pr år. Jeg endte med at spille ca.125 førsteholdskampe for klubben.

Foruden Turneringskampe deltog vi i rigtig mange sommerkampe i oplandsklubberne, det var en foldbold uge der som regel sluttede med et udvalgt hold spillede mod et divisionshold.

Skal der skrives om alle disse kampe, vil det blive et digert værk, så jeg vil nøjes med at konstatere at fodboldtiden i Vorup gav mig så meget. Var man med i det team, måtte man lære at der ikke blev accepteret nederlag, kunne man ikke spille sig til en sejr, kunne man kæmpe sig til en.

Livet fremover blev jo en stor fodboldkamp, hvor der skulle kæmpes og arbejdes for resultater, jeg er taknemlig for den indstilling man her fik ind med modermælken.

Næste stop Mørke. Forsiden 8. Regiment.
Fhv. Entreprenør - Ib G. Hansen - Kristrup Møllevej 10 - 8960 Randers SØ - Tel. +45 51504976 - E-mail Ib G. Hansen