Ferierne i Kæret under krigen.

Selv om jeg stort set, var glad for mine tilærelse i Bylderup Bov, vendte mine tanker ofte tilbage til Vorup og mine kammerater og familie der, så det var vel naturlig at jeg altid glædede mig til mine ferier, som altid gik til Randers. Kun kartofelferien måtte tilbringes i området.

Kartoffel ferierne.
Kartoffel ferien var en hård uge, fra tidlig morgen til sent aften, var man ansat på en af gårdene i området.

Det var et arbejde med kost, som foregik på den måde, at maden blev bragt til os på marken i store kurve. Det var hyggelig, det afbræk det gav i arbejdet, med snak og drillerier var med til at holde humøret oppe, for det var et hård arbejde for ryggen. Jeg var heller ikke dengang den smidigste, vægten har hele livet været min fjende, det med at gå frem i hugstiling var ikke lige mig, jeg måtte ned på knæene, resultatet var en mere anstrengt og en besværlig måde at arbejde på.

Den gård jeg var ansat på, i kartoffel ferien, lå i Bov, det blev også et sted jeg kom, på andre tider en kartoffel tiden på frivillig basis, der var muligheder for at kunne være sammen med dyr af forskellig art. Dyr som hele mit liv har været stor del af min tilværelse.

Rejse til sommerferie i Vorup.
Når sommerferien stod for døren, kunne tiden ikke gå stærk nok til dagen oprandt, jeg gik gerne tidlig i seng, for som jeg mente, tiden går noget stærkere når man sover.

Når Toget rullede ind på perronen tidlig kl. ca. 6 om morgenen, var man udstyret med en sko æske fyldt med klemmer, man skulle kunne klare sig lang tid, for et var sikkert, køreplanen var sat ud af drift, den blev lagt efter hvor mange militærtog ,der kom den dag, de havde forkørselsret. Det første stykke fra Bylderup-Bov til Tinglev var kort, det at skulle skifte, betød ikke at man kunne gå til næste tog, nej det var at vente til meddelelsen kom i højtaleren, hvor meget toget var forsinket, før den videre kørsel nordpå kunne fortsætte.

Strækningen Tinglev/Fredericia var en ensporet bane, hvilket resulterede, at man måtte på vigespor hver gang et troppetransport, enten skulle overhale, eller kom modsat.

Disse troppe transport tog var jo en sørgelig og tragisk epoke i Tyskernes besættelse af Danmark. Det mest forfærdelige ved dem, var at efter lokomotivet kom som regel en godsvogn, fyldt med fanger, den skulle være sikkerhed for, at der ikke fandt sabotager sted. Det hjalp nu ikke meget, for der skulle være problemer med transporten igennem Jylland, hvor en del overførsler foregik til Norge.

Transporten frem og tilbage mellem Danmark og Norge og til fronterne, hovedsaglig i Østeuropa, var nødvendige for at soldaterne kunne komme på rekreation, det sås tydelig at det var udmattede og lettere sårede soldater der kom til Danmark, dog uforståelig at alt materiel skulle følge disse Regimenter, det var en kolossal mængde gods, der blev transporteret sammen med dem.

Alt sammen noget der satte den danske trafik i lavt gear, mulighederne for at transportere i bil, var jo udelukket på grund af at Benzin var en umulig ting at kunne fremdrive.

Der var nok at se på, alle disse tog som passerede os,det var ikke just opmuntrende at se disse sørgelige skæbner, der nu kun skulle på opfedning, for så at vende tilbage til et sikkert nederlag, som de fleste tyskere inderst inde var klar over stod for døren.

Fredericia banegård var et sikkert stop, på ikke mindre en 3 timer, det var jo et stor samlingspunkt, for trafik i alle retninger.

Rejsen til Randers over Århus var altid en lang rejse. Der var masser af muligheder for at lære alle små stationers navne, jeg kunne på det tidspunkt alle i den rigtige rækkefølge.

Randers blev som regel først nået mellem 18-20 om aftenen. Skotøjsæsken var for længst tømt, nu kunne det længe ventende ophold på Kærgade begynde.


Så blev det rigtig ferie.
Når den første modtagelse var overstået hos min mormor, gik turen som regel til en Skotøjshandler og en Manufakturhandler.

Det var svært for familien at skaffe tøj i det sønderjyske, så ekviperingen startede, så jeg kunne være bekendt at være feriegæst i Kærgade.

Ferierne var altid sammen med Fætter Bent fra Århus, aldersforskellen var 2 år og 2 dage til min fordel. Vi havde stort set de samme interesser, fodbold og svømning stod øverst på vor ferieprogram, men også mad var noget vi begge satte stor pris på. Hvad det sidste angik, var vi kommet det rette sted på ferie, vi blev fyldt lige fra første dag i ferien, vores bedstemor kunne bare stille an, vi skulle nok rydde bordet. En af de retter der blev serveret mest var Pandekager og Æblegrød, serveret fordi det var vores livret. Bent og jeg konkurrerede om alt, også om hvem der kunne spise mest, efter en 15-20 pandekager og derefter en hel skålfuld Æblegrød til hver, kunne der slappes af.

Der var ingen problemer med at skaffe sig af med fedt overskuddet, der var fuld aktivitet dagen lang. Det startede som regel om morgenen med at vi var med, Mælkemand Andersen og hans søde kone, ude med mælk på deres rute. Mælkeruten udgik fra Strømmens Mejeri, det var dengang der stod fløde op i halsen på flaskerne. Der var et stort industrikvarter, det blev besøgt fra morgenstunden, så alle havde deres mælk når spisetiderne indtraf, dernæst blev der kørt rundt i kæret med Hesten Musse forspændt, en klog og elsket hest på ruten, den blev forkælet af faste rare mennesker, der kom ud med rugbrødstumbler. Hvis der ingen var hjemme, havde den svært ved at komme videre.

Vores belønning var, hvis der faldt lidt drikkepenge af, når vi havde leveret mælken i de gryder og potter der blev sat ud, hvor vi kunne hælde mælken over fra små 1 og 1/2 mælkekander, mælk der blev tappet fra store mælkejunger i bagenden af hestevognen.

Vi havde vores sædvanlige pauser, hvor der faldt 1/5 l mælk af, til hver af de hjælpende bude, vi kunne være omkring 4 drenge omkring vognen, ligeledes var der Tage som var cyklende mælkebud, til at tage sig af yderdistrikterne. Vi var som regel færdige godt middag, hvorefter turen gik hjem for at pakke badetøjet, starte til Gudenåbadet. Der var langt at skulle gå, hele vejen ind over Sønderbro. Der blev hurtig fundet en noget lettere vej over den nye jernbanebro, enten ved at svømme over eller balancere mellem de 2 brofag, der kunne man gå med et ben på hver sin jerndrager. Der gik man ubeset for vagter og banefolk.

Gudenåbadet var et Eldorado for os børn, med 4 bassiner en 3-2 og 1 meter vippe, kunne man ikke forlange mere. Der var soppebasiner og så var der sporten som den blev kaldt. Jeg var en vandhund, lærte at svømme kun 3 år gammel, så der var kun et bassin for mig nemlig sporten, 3 meter vippen blev prøvet før jeg gik i skole. Der var i sommerperioderne stor aktivitet på dette sted, der blev ikke talt meget om forurening, jeg ved i grunden ikke om der var noget særlig dengang.

Ellers kan man kort sige at ferien foruden de nævnte bestod af at sparke på en fodbold, alle pause der måtte blive, blev hurtig omsat i småbold. Hvis vi ikke spillede på Høvejen, var der en mark der blev benyttet, altid mange drenge i kæret til at slutte op om fodbolden. Det var drenge som på en eller anden måde hele livet var tæt på, uden at sidde lårene af hinanden.


Den store landtur.
Min bedstemor havde en stor tilknytning til alle sine søskende, så vores sommerferier blev også brugt til en rundrejse til besøg.

Det startede med tog til Rødkærsbro, hvor der blev skiftet til privatbanen Rødkærsbro-Kjellerup med første stop i Sjørslev.

De fleste var landmænd, så vores første besøg startede i Demstrup og Sjørslev, hvor vi boede hos Søster Trine, som hun blev kaldt. Derfra var ikke langt at gå til familien Brødløs, der bestod af Christian og Christiane, de havde en gård hvis jorder lå lige op til landevejen mod Viborg. Der var vi tre dage, hvorefter vi blev kørt i Hestevogn til Skræ, Den lille by hvor alle søskende var født , boede stadig en af Brødrene, nemlig Aksel og Sigrid, som jeg husker, var et vældig hyggelig sted, hvor jeg især husker deres store gode stikkelsbærbuske. Byen bestod udelukkende af store og små gårde. Dengang syntes jeg det var kolossale store gårde, her i nutiden, kan man godt se de ikke var så store endda.

Derefter skulle vi igen i hestevogn til Havredal, hvor vi besøgte Chr. Gantzhorn og Kristine, var et par dage hver sted. Derefter til Hinge til søster Astrid, hvis mand hed Marius. De boede på en stor gård med en udsigt ud over Hinge sø, det var som et maleri, der stadig sidder i mine nethinder.

Turen sluttede i Truust hos Skolemesteren, der hed Mads Finderup og søster Marie, det var dejlig at besøge dem, de boede i forlængelse af skolen, så der var muligheder, især ude, med forskellige boldrekvisitter og ribber.

Det var også det sted hvor bordbønnen blev bedt før hver måltid, samtidig var det også en pudsig ting, at i de hjem, som man ellers ikke bad bordbøn , altid sang når Onkel Mads var på besøg, han blev altid bedt om at synge for, nemlig denne her.

I Jesus navn går vi til bords,

at spise drikke på dit ord,

os gud til ære os til gavn.

da får vi mad i Jesus navn,

Det var sidste del af turen. Måden at komme fra Truust dengang, var ikke særlig spændende. Den eneste mulighed var at gå den lange vej til stationen i Fårvang, hvorefter hjemturen kunne foregå med D.S.B. via Langå.

Det var en strålende ferie, med de små midler som fandtes i den periode, kan man tænke tilbage og glædes over den udvikling der sket til nuværende dage.

Turen tilbage til Bylderup Bov var ikke noget jeg så hen til. Jeg blev forsynet godt med klemmer til hjemturen, som ingen vidste hvor længe den ville blive.

Skotøjsæsken med klemmer blev åbnet før jeg nåede Langå, maden skulle ikke blive dårlig eller blive væk.

Bylderup_Bov. Forsiden Næste stop Mørke.
Fhv. Entreprenør - Ib G. Hansen - Kristrup Møllevej 10 - 8960 Randers SØ - Tel. +45 51504976 - E-mail Ib G. Hansen