Kæret

Jeg blev født på Kærgade 41, den 22 okt.1934.

Huset hvor jeg blev født, var i 3 etager, med en lejlighed med Brødudsalg i stuen. Det var et 3 etagers hus, med udvendig stentrappe op til 1 sal, hvor vi boede, så igen indvendig trappe til øverste etage. Den nederste lejlighed bestod samtidig af et brødudsalg, hvor Jacob Kjeldsen og Hedvig residerede, det var et samlingssted for unge mennesker. Hedvig og Jacob, også kaldet Jacob guldur, var barnløse, men var et par der interesserede sig for samling af unge. I øverste lejlighed boede Møller.

Jeg er næst ældste som moder Ragna bragte til verden, storebror Ivan var tæt på 7 år ældre, Ivan var lige startet i Vorup skole..

Jeg er helt sikker på at de første 4 år var de mest rolige i min tilværelse, tiltrods for at dem der omgav familien dengang, fortalte at jeg var svær at holde indespærret, jeg blev bundet for at begrænse min nysgerrighed med opdagelser i kvarteret, jeg husker bogstavelig talt intet fra de første år.

En pige der passede mig, Sonja Mathiasen, senere hoteldronning i Randers, fortæller stadig dem der gider høre på, hvor yndigt et barn jeg var.

Det varede ikke længe før begivenhederne tog fart, jeg havde udset mig til at hægte mig på min storebror efter skoletid, der var aldrig tid til kedsomhed, han var i drengeårene en stor leder af drengene i området.

Der var som regel altid en gade der var i slagsmål med en anden gade, det var slagsmål der blev udkæmpet med kæppe, jeg trissede som regel efter Ivan uden at kunne løfte særlig store kæppe og ellers deltage andet som tilskuer.

En anden stor del af fritiden foregik med en bold, vor far var bidt af en gal fodbold, Valdemar Randrup Hansen, i daglig tale Valle, præsterede at spille for Kristrup Søndag formiddag, for derefter at stille op i Vorups kampdragt om eftermiddagen.

Far var Tarmrenser, arbejdede på Randers andels Svineslagteri, han startede tidlig på slagteriet som arbejdsdreng efter skoletid, det var nødvendig han bidrog til husholdningen, hans Far og Mor døde næsten samtidig hvor han ikke var ret gammel, vor Farmor døde i barselsseng under fødslen af den yngste dreng Udo , som senere havde en cykelforretning på Bøsbrovej i Vorup. Barndomshjemmet var Århusvej 87.

Der var 7 børn i ægteskabet, som en gammel bedstemor fik til opgave at holde sammen på. Den ældste Anna, der blev gift Brandstrup, men meget tidlig blev enke, boede til sin død i barndomshjemmet sammen med Udo, der aldrig var i nærheden af et ægteskab.

De andre 2 drenge Willy og Andre boede henholdsvis Ålborggade og Kærgade, Andre blev ligesom Far udlært Tarmrenser mens Willy fik en uddannelse som pølsemager.

De sidste 2 piger blev gift Dahl og Andersen og bosatte sig på Århusvej og Nordvangsvej. Alle 7 søskende blev i Randers hele Livet.

Århusvej 87 blev i familiens eje til det blev opkøbt af Århus Amt til en senere udvidelse af Århusvej, hvilket endnu ikke er fuldført, men huset faldt alligevel Min Mor var datter af Sadelmagermester og Møbelhandler Anton Hansen og hustru Dorthea

I mine første år var deres hjem i Storegade,lige over Sønderbros apotek, med en fin udsigt til Niels Ebbesens hus med den åbentstående lem. Senere flyttede de i hus, Kærgade 28 , der i en stor del af tilværelsen var samlingspunkt for familien Hansen

. Det var ikke de store familiebånd, der samlede min morfars familie, han kom nordfra, omkring Ålestrup kanten. Derimod min Bedstemor også kaldet Bedde, havde12 Søskende hvor der var tæt kontakt hele livet. Min Bedstemor kom fra Skræ, der lå mellem Kellerup og Karup, stamtræet viser tilbage til kartoffeltyskernes indtog på heden i 18 hundrede tallet.

ungpigenavn var Gantzhorn , i slægten finder man navnet Mads Dons, der blev gift ind i familien. De fleste af de søskende nåede høje aldre omkring de 90 og mere, alle har været særdeles arbejdsomme, kun en enkelt Anna, vovede sig væk fra Landsdelen, hun blev gift med en fra København Jens Jensen, de boede på Amager resten af livet, dem vil jeg vende tilbage til senere.

Når jeg i dag ser tilbage, er det en rar fornemmelse at vide at alle familiemedlemmerne, på begge sider, alle har dage været på arbejdsmarkedet, alle har været særdeles arbejdssomme.

. Mor havde 4 søskende, 2 piger, Tove og Anna, samt 2 brødre, Poul og Johannes. Anna blev gift med en barbér fra Ulstrup, men døde meget ung.

Morfar havde i de unge år været på valsen i Tyskland, på vejen hjem blev han hængende i Randers, han blev hurtig selvstændig, med stor flid fik han arbejdet en forretning i Storegade op, under navnet Møbellageret GORM, han byggede forretningen op omkring Landboer, der skulle til byen for at handle.

Forretningen blev kendt, fik et godt renomme, gode solide polstrede møbler fra eget værksted.

Samtidig kunne man få seletøj til heste, fra det sadelmagerværksted der også fandtes i forretningen.

Morfar måtte den sidste tid igennem en langstrakt kræftsygdom som langsom pillede kræfterne ud af ham, han blev passet i hjemmet og døde 1944 kun 62 år gammel.

Efter at min Farmor havde drevet forretningen kort tid, blev den overtaget af 2 sønner Johannes og Poul, der drev forretningen frem til først i 90erne, efter samme recept som den blev skabt.

Jeg satte meget stor pris på min Morfar, som 4årig begyndte jeg at stikke af fra Kærgade, ind på Storegade, hvor jeg elskede at være i nærheden af ham, der skete noget i Storegade også dengang, dog af en nogen anden karakter.

Der var forretninger og meget liv i gaden, gik man ind i portene, fandt man i baggårdene stor aktivitet af forskellig art, lige fra Bødker til Beslagsmed, mange heste gik gennem porten til Storegade 9 for at blive skoet, selv heste fra kasernen kom der.

Det var ellers en vovelig tur fra Kærgade til Randers for en lille dreng, man startede ned over Mosevej, der gik man til højre over nogle små kanaler der var lagt planker over, hen til den gamle Stolefabrik og Maskinfabrikken Strømmen, derefter igennem en svingbom og over Jernbanen, ned til Gudenåen og over den gamle bro ind i Storegade.

Første gang jeg trissede derind, ringede min Morfar hjem i Brødudsalget på Kærgade, for at høre om de kunne få min Mor til telefonen, dengang hun kom, spurgte min Morfar hvor jeg befandt mig, min Mor kunne svare, jeg var lukket inde i baggården. Han bad hende se om jeg stadig var der, for han havde mig i Storegade.

Dengang, som stadigvæk, har jeg ønsket at udfolde mig og ikke være lukket inde i en snæver kasse, det at være sig selv, har altid tilfredsstillet mig.

Min Morfar var åbenbart også glad for mig, for han havde besluttet, at hans lommeur, en ægte tvebak med guldindlæg og initialer, skulle jeg have. Det er en af de ting som, der til tider kommer til overfladen, det er desværre ikke glade minder, for jeg fik den udleveret omkring 11-12 års alderen, uret forsvandt kort efter, enten tabt eller stjålet, jeg har ikke været moden nok til at modtage et sådan arvestykke i denne tidlige alder, det var et uerstattelig arvestykke der dermed forsvandt.

Mine erindringer fra barndommen i Kærgade begyndte at melde sig omkring 4 års alderen, det var en spændende tid med udforskning af kæret. Det var en stor verden som gik ud til den anden jernbanebro, som den blev kaldt, hen til Århusvej i øst. Den største tid tilbragt vi dog omkring det gamle Frederiksberg på Høvejen, en stor del af tiden foregik med en fodbold.

Far var medstifter af klubben i 1930, foruden det at træne ungdommen, spillede han samtidig på holdet sammen med to brødre Udo og Willy, blev senere formand for klubben som han var til 1941.

Det lille klubhus på den gamle bane rummede jo gode fodbolde, som vi drenge igennem en lem i loftet kunne fremskaffe, der var altid stor aktivitet omkring Høvejen og den gamle fredede kirkegård der. Det var en glad barndom i et kvarter med så mange glade mennesker der forstod at samles om de få værdier der fandtes der.

Efterhånden nåede jeg de seks år hvor en skolegang ventede om hjørnet, med fødselsdag midt mellem et skoleår, skulle der tages stilling til, om jeg var moden nok til at starte 6 måneder før jeg fyldte 7 år.

Det blev til en tidlig skolestart i Vorup skole, og hvilken start, jeg tror at jeg var tæt på at kunne optages i Guieness rekordbog, for den første dag og den første time startede med en knaldende lussing af vores klasselærer Frk. Hansen.

Der skulle sikkert fortælles omgivelserne at hvis man ikke opførte sig ordentlig, kunne man se hvad der ville ske. Der kan dog allerede tilføjes her at det ikke var i nærheden af den sidste, jeg fik igennem min skoletid rigtig mange. Jeg ved ikke om det var det, der fik mig til at hade at gå i skole, men igennem den senere skolegang, som jeg senere vender tilbage til, kedede jeg mig helt kolossalt, hele livet har jeg prøvet at undgå modtagelse af undervisning, også på det faglige, min holdning har senere været selfmade.

Giv mig en bog at læse i og jeg vil finde ud af hvordan tingene stort set er strikket sammen.

Apropos lussingen var det for meget for min Morfar, han følte han måtte tale med den Lærerinde, tog sin pæne hat på og gik på besøg hos denne frøken. Efter den dag fortalte jeg aldrig hvilke oplevelser jeg havde i skolen.

Den niende april 1940 står tydelig prentet i mine erindringer, det var dog mest på grund af det kolossale store opbud af flyvemaskiner, se alle de flyvere der kom lavt flyvende, på vej mod Norge, ellers måske blot for at manifestere, at her kom en stor krigsmagt, ellers var jo ikke det store man mærkede til det i kæret.

Far nåede efterhånden de 40 år, tiden var inde til at søge en stilling som Tarmmester i Bylderup-Bov, han fik pladsen så flytningen kunne forberedes..

Vorup skole måtte forlades, Ivan var efterhånden i nærheden af sin konfirmation, som så måtte foregå i det sønderjyske.

  Forsiden Bylderup_Bov.
Fhv. Entreprenør - Ib G. Hansen - Kristrup Møllevej 10 - 8960 Randers SØ - Tel. +45 51504976 - E-mail Ib G. Hansen