Slagteriarbejder på Tulip.

Det var en brat omvæltning at starte i Kreaturslagteriet å Tulip, at skulle møde kl. 6,00 morgen, der ret hurtig blev ændret til kl. 5,00.

Bortset fra staldmesteren, var jeg den første arbejdsmand der skulle være sammen med 20 slagtersvende og 3 lærlinge. Modtagelsen var alt andet en hjertelig, starten mandag morgen gik med at modtage ugens slagte dyr, de ankom i lastvogne. Vi skulle binde dem op i staldene, mange kalve kom lige fra markerne, havde aldrig haft en grime på, det var stædige dyr der helst kun gik, med et elektrisk stød i bagenden. Jeg der er en stor dyreven havde store problemer, de ville simpelthen intet, med det gode. Mange gange når man trak enten en kalv, kvie eller ko, fik den et stød af manden bag ved, mange gange har man fået et par horn i ryg eller bagdel, det var åbenbart sjov at se en ny mand i den situation. Når man havde bundet dem op, var på vej ud efter næste, fik man mange gange et spark over benene, det var svært at bevare venskabet til dyrene.

Når vi kom op af formiddag, hvor den største travlhed var overstået, kunne man gå til næste job. Det bestod i at hente pluks, d. v. s.. affald, som hjerter tunger og lever og for kalves vedkommende brisler skulle skæres af og transporteres i trillebør til ophængning i kølerum. Ind imellem skulle man så veje de slagtede kreaturer og stemple dem.

Det med at hente pluks indebar også, at stående med ryggen til alle slagtere, skete det ret ofte at man fik en lunge i nakken, der er meget kasteskyts fra et kreatur kan jeg skrive under på. Det at være arbejdsmand (den første) indebar at man var jaget vildt. Man må lade disse svende, de ramte godt, lækkert med en sådan lunge, der kunde svinge to gange om halsen. Man skulle nødig være tabt af en vogn, så jeg kastede selvfølgelig tilbage. De var fantastiske til at finde den alvorlige mine frem, når man troede man havde ramt kasteren. Det med kasteskyts fortsatte lige så længe jeg hentede pluks, de blev aldrig trætte af det.

Jeg fik allerede første dag besked på, mødetiden fremover var kl. 5,00 om morgen bortset fra Mandag.

Morgentimen gik med at læsse Tulips kølebiler, som kørte ud med kød til slagtere i de nærliggende byer. Derefter skulle der læsses gårdsdagens slagtninger i enten jernbanevogne eller kølebiler.

De tre første dage gik med slagtningerne. Man arbejde tre timer over de tre første dage i ugen, når man så samtidig var mødt en time før, var der udsolgt de dage når jeg kom hjem til min nygifte kone.

Den første lange tid på slagteriet, gik jeg lige hjem på hovedet i seng, sov til næste morgen, der var stor forskel med at gå med 1 kg. Melis i Brugsen.

Jeg havde det held, jeg både havde kræfter og stædighed til at arbejde i det miljø, jeg fik nogle gode venner blandt disse slagtere, jeg mødte også nogle der var så ondskabsfulde både over for dyr og deres i øvrige omgivelser bl. a. mig. Mange gange er slaget på en forfjerding skåret over inden balancen var der, hvorefter man så faldt med kødet over sig, ubegribelig at ryggen ikke fik mere knubs.

Når man tænker tilbage på den tid, lige fra en af de første dage hvor jeg skulle hente en lille Jersey bagfjerding, sloges med jernet for at få den ned, uden at få ophænget i hovedet. Efter en tid råbte vor mester Hansen "nu får du fem minutter mere, hvis ikke du kan klare det er du fyret". Senere fandt jeg ud af at de var ved at dø af grin over den lille fjerding og mig. Senere, dengang rutinen og taget var der, kunne ikke nogen fjerding stoppe mig. Der blev oparbejdet kræfter af dimensioner. Det at gå op i en jernbanevogn med en Italienerkalv på 140 kg alene, kunne selv ikke, toppede brosten stoppe mig i at udføre. Jeg fik senere en god arbejdskammerat, som også var arbejdsmand, Han hed Vagn Birkelund, sammen med Carlo Pedersen fra Brejninge, der var mestersvend i ekspeditionen, udgjorde vi et godt team, hvor vi alle tre havde kræfter og vilje, der skulle til, for at omgås og få arbejdet til at glide. Det at ingen gemte sig, men altid var klar med en hjælpende hånd. Desværre døde Vagn og Carlo begge i en alt for tidlig alder.

Lønnen på slagteriet var jo noget bedre en i Brugsen, hvilket til dels også var grunden til at jeg ville på slagteri. Ugelønnen var ca. kr. 202 pr uge, dertil kom overarbejdsbetalingen, så lønnen god, men man behøvede ikke at vende ryggen til, når man fik løn.

Når vi nærmede os Torsdag middag begyndte arbejdet at ebbe ud og vi kunne efter en god rengøring trække os tilbage til et hvilerum , der kunne vi spille kort og slappe af, men arbejdspladsen måtte ikke forlades, der kunne pludselig komme en skibsproviantering, der skulle skæres og pakkes i papkasser, der kunne man altid finde sammenhold, alle gik ombord i det, så afslapningen kunne fortsætte i samlet flok.

Vi havde blandt slagtersvendene en tidligere tillidsmand som var kommunist, han kunne på en eller anden måde sætte alle op. Utallige gange er vi gået strejkende hjem, det var ikke lige mig, jeg havde svært ved at undvære pengene, men man kunne intet gøre. Det var altid åben afstemning, så det var svært at få et flertal for at arbejde. Det har alle dage været mig en gåde, at få mennesker på dette slagteri kunne bestemme så meget.

Slagteriet jeg startede i, var noget gammelt skidt, for at sige det mildt. Jeg var med til at flytte i et nyt kreaturslagteri, oplevede det dog ikke længe, men der havde man overført alt det nye, som kendtes på det tidspunkt. Man kunne nu køre kødet på glidestænger, helt ud til biler og jernbanevogne, det var en utrolig lettelse. Andre ting var forbedret så selve slagtningerne blev nu udført i stående stillinger. Slagtningerne foregik jo helt nede ved gulvet for svendene, så der skulle en god ryg til den stilling en hel dag.

Jeg avancerede til Reserveopsynsmand i det nye slagteri, det indebar, at når dyrlægerne havde synet dyrene, funden nogle der skulle køres til side, til senere syn. Dem kunne jeg kende ved at der var bunden en snor om dyret. Resten af det slagtede skulle stemples, som var min opgave. Der var 2 opsynsmænd på slagteriet som havde 12 timers vagt, slagteriet arbejde i døgndrift i nogle afdelinger. Når der var ferier og sygdom, skulle jeg afløse de to mand, men altid på vagten fra 6 aften til 6 morgen. Det var gode penge i det, forhøjet timeløn og en del overarbejde. Arbejdet var også let, jeg kunne rolig trække mig tilbage kl. 22,00. spænde en hængekøje op, for derefter at sove til kl. 05,00, hvis ikke nogen kom med et problem. Hjemkomsten foregik frisk og udhvilet, nogen forandring fra den normale dagligdag.

Der arbejdede på det tidspunkt 1200 mand på Tulip, dygtig anført af direktøren P.B. Johannesen. Bogholder hed Mortensen, han blev senere Amtsborgmester i Vejle amt.

Vi havde fået så gode forhold i det nye slagteri. Til trods for det kunne man finde pletter. Der var ansat en ny leder i kreaturslagteriet, hans navn var Helle Nielsen. Jeg havde meget med ham at gøre, han var en dygtig fagmand, han opkørte kreaturer på aktioner, sørgede for at de blev afsat de rigtige steder, til de rigtige priser. Alt burde være godt, men svendene var ikke begejstret for ham, han havde skubbet den gamle mester Hansen et skridt bagud, det var ikke god tone, for Hansen var modsat Helle Nielsen ikke udlært slagter.

Det bevirkede at i stedet for strejke, chikanerede de slagteriet, med en arbejd langsom aktion. Det var igen den tidligere tillidsmand, som jo var rød. Allerede den gang fik jeg lært at den fløj ikke ville landet noget godt, det har de jo stadig godt gang i, forstå det hvem der kan. Aktionen foregik alt for længe, men min mening betød intet i det spil.

Min afslutning på slagteriet blev desværre drastisk. En dyrlæge beskyldte mig for at jeg havde kappet snoren på en kalv, stemplet den og kørt den sammen med de andre slagtede dyr. Det var en beskyldning jeg tog meget ilde op, der føg gloser igennem luften. Slutningen blev at jeg sagde op, jeg ville ikke arbejde med ham mere. Jeg sagde op på stedet, lånte en telefon, ringede til Andelsslagteriet i Randers, spurgte om de manglede en mand, fik den bekræftelse at jeg kunne starte mandag morgen. Overdyrlæge Lehmann var utrolig ked af det skete, forsøgte en mægling, der var dog intet jeg ønskede at ændre. Han gav mig en fin anbefaling med på vej.

Alt dette skete en torsdag.

Så blev der travlhed. Ulla der var blevet hjemme hos sine forældre, var den første jeg måtte ringe til for at bede hende komme til Vejle for at hjælpe at pakke, svigerfar Viggo stillede gerne med en lastbil i Vejle, de var glade for at få deres datter i nærheden igen.

Farvel Vejle og tak for en god tid.

Gode lærerige år i Vejle. Forsiden Fodbold i Vejle.
Fhv. Entreprenør - Ib G. Hansen - Kristrup Møllevej 10 - 8960 Randers SØ - Tel. +45 51504976 - E-mail Ib G. Hansen