Vorup Frederiksberg Boldklub

At man skulle spille fodbold og det skulle være i Vorup Frederiksberg, var bestemt ved fødslen. Jeg hørte senere, at storebror Ivan var glad ved min fødsel, for nu manglede der kun 9 for at kunne stille hold. Far der havde spillet i F. B, var med til at starte klubben, været dens formand og spillet til langt op i årene. Han havde fodbold som sin store interesse, udover sit arbejde som Tarmrenser på slagteriet i Strømmen, var der på den tid ikke andet som han interesserede sig for. Han ikke blot deltog på det bedste hold, han også trænede drenge og var en stor inspirator for ungdommen på den tid.

Det at skulle fraflyttede Vorup, var en streg i regningen. Jeg havde jo nu nået den alder, hvor man kunne komme til at spille på hold. Derfor var jeg ikke glad ved at vi flyttede teltpælene og begav os til Sønderjylland.

Ferierne i Kæret, hos min bedstemor, blev brugt flittigt til at dyrke fodbolden i klubben. Jeg havde jo mange kammerater i området, som kunne dyrkes i ferierne. Den gamle bane på var samlingssted for udfoldelserne. Den lille bane, var placeret klods op ad den gamle kirkegård, Banen og det gamle klubhus, var samlingsstedet for kvarteret drenge. Det var jo bedst med en rigtig fodbold, den kunne vi skaffe, ved at komme ind i klubhuset. Fra en lem i taget firede vi os ned, klubben var jo ikke i besiddelse af mange bolde, men bold var der og vi trænede på livet løs. Som feriebarn deltog jeg på klubbens drengehold i Randers boldspil unions turnering.

Selv om vi Bylderup Bov spillede fodbold, blev det ikke til kampe, vi var ikke nok til at samle et hold i byen, der var jo også det problem at tyske og danske drenge ikke måtte spille i samme klub. Jeg mindes heller ikke i Burkal skole at det var andet en gymnastik der blev dyrket der. På Tønder Statsskole var der dog fodbold i gymnastiktimerne. Vor lærer Mogens Jensen var selv aktiv på Tønders hold. Kampe på Tønder stadion kom vi meget til. Først og fremmest fordi, Ivan spillede på deres bedste hold, i den sønderjyske mesterrække. Han var en kanoncenterforward med masser af mål i. Han var så hurtig på de første meter at det var en smal sag at sætte fra de normalt tungere folk i forsvaret. Sådanne søndage til Tønder kunne godt trække ud til sidste tog. Far fandt mange gode venner som han så skulle have et slag kort med, det resulterede i at jeg kunne gå på opdagelse i byen. Far kom også meget i nabobyerne som dommer, han cyklede ud til kampene. Det en dårlig forretning for ham, han passerede mange små kroer på vejen, i de små landsbyer, det var tit sent inden han nåede hjem.

Mørke
Flytningen til Mørke var jeg meget tilfreds med, nu var der ikke så langt til vennerne i Vorup.

Mørke kunne dog, modsat Bylderup Bov samle drenge nok til et fodboldhold, det blev til mange kampe i de omliggende byer, mange drenge i byen var vældig interessen i sport. Min far blev også her brugt som dommer til vore kampe i drengerækken. Han var en hård, men retfærdig dommer. Han gav mig mit livs første udvisning. Det var ikke spor sjov, for i modsætning til andre spillere, med samme problemer, kom ekstra straffen hjemme, hvor der lige skulle snakkes om tingene.

På seniorplan manglede man altid voksne spillere, vi var 5, Aage Fogh, Hother Poulsen, Benny Nielsen, Henning Larsen og jeg, der allerede som 14 årige, kom på første holdet i Mørke. Det var en hård start med seniorfodbold i B. rækken, en række hvor der blev knoklet meget, det var ikke alle, der havde teknikken i orden til fodbold, det var mange gange kræfterne man klarede sig bedst med.J eg oplevede i Mørke at spille på hold med far og storebroder Ivan, det var jo lidt af en sensation med far og to sønner på samme hold.

I Mørke foregik transporten på ladet af en lastbil, der var sat bænke op, men ellers sad vi under åben himmel. Første stop var som regel Brugsen i Ommestrup, der skulle tankes op med et par kasser øl.

Det var en god tid i Mørke hvor der også blev prøvet at spille Cricket. En læge (Luneborg) var meget interesseret i Cricket, han prøvede at aktivere vi unge, men det fængede nu aldrig ungdommen i Mørke. Ærgerlig for lægen, for han havde investeret meget, økonomisk, i projektet.

Endelig tilbage i Vorup.
1 maj 1950 var dagen hvor jeg atter kom hjem til Vorup. Efter at jeg blev efterladt i min læreplads i Mørke, var det en stor dag, da jeg pakkede den smule jeg havde. Endelig følte jeg at nu skulle jeg rigtig hjem til kammeraterne i Vorup.

Vorup F. B. havde de senere år taget store forandringer. Først og fremmest havde man udskiftet det gamle klubhus. En Tyskerbarak fra Ålborg flyveplads. kørte medlemmerne til Ålborg og brækkede den ned, læssede den på en lastbil, fragtede den til Høvejen til opsætning. Inden opsætningen havde man støbt et fundament, med kælder til omklædningsrum, der selv med koldt vand i bruserne var rent luksus. Man havde så et stort mødelokale og et par mindre til bestyrelsesarbejde m. m. et lille køkken og ellers en kakkelovn, der kunne fyre lokalerne op.

Man havde også ved medlemmers hjælp bygget en ny opvisningsbane. Med skovle og tipvogne blev den bygget til stor fornøjelse for medlemmerne. Forholdene i klubben var perfekte efter datidens forhold. Der var aktivitet i klubben ugen lang. Når det daglige arbejde var overstået, mødtes vi i klubben, spillede man ikke kort, kunne man spille Bordtennis. Der gik ikke lang tid før en Bordtennis klub blev etableret. Der var ikke megen lyst til at beskæftige sig med drukture og den slags.

Jeg startede det første år på juniorholdet, jeg var i forhold til andre juniorer i klubben, i mit andet år som junior søgte klubben spilletilladelse til mig som yngling, derfra var der mulighed for at kunne spille seniorfodbold.

Freja havde et godt ynglingehold, nogle mente jeg burde spille på det hold. Jeg var selvfølgelig beæret over henvendelsen om at flytte derind. Jeg trænede 2 gange under ledelse af Svend Rasmussen og Harry Albertsen, så savnede jeg kammeraterne og vendte hjem, jeg nåede aldrig at spille kamp i Freja.

Min debut som førsteholdsspiller, skete mens, jeg endnu var juniorspiller, det blev mod den værst tænkelige modstander, nemlig arvefjenden Kristrup boldklub. Kampen foregik på Ørneborgvej, mosen som den blev kaldt. Det var en kort bane, rækværk hele vejen rundt, hvor publikum stod tæt på. Dette arvefjendeopgør var altid en alvorlig sag, det at vinde den kamp, var rar at kunne brillere med til næste dyst. Der var altid mange tilskuere til disse opgør.

Det var ingen nem kamp at debutere i, begge klubber havde gamle markante personligheder, hvor kan nævnes Kristrups spillere som Herbert Hundborg, Kaj Pilmark Kaj Balle, Børge Birch og den store teknikker Poul Nørgård. På Vorups hold havde jeg den store fornøjelse at spille på samme holde som FOGGI (Henry Voigt) han var det store navn i Vorup, en elegant fodboldspiller, som vi alle så op til. Ellers var Vorup ved at spille et yngre hold ind.

Først som 17 årig fik jeg en stamplads på holdet, tiden indtil befandt jeg mig i en elevatortilværelse, en plads jeg beholdte, til jeg rejste til Tyskland, som soldat i 1955.

Vi spillede i den lille mesterrække. kredsen bestod af hold som Frejas andet hold, Kristrup, Holstebro, Skive, Thisted, Stoholm, Nykøbing Mors og ellers klubber på de kanter. Et af de kendte hold på den tid, var husmændene fra Borup, det var et markant hold med altid gode tætte kampe. Banen lå helt åbent med marker rundt om og ellers en bunkers til omklædning.. En halv time før kampen var kun udeholdet mødt op, til kamptidspunktet stod ca. 1000 tilskuere omkring banen.

Ellers var der mange interessante kampe at tænke tilbage på.

I Nykøbing Mors blev vi stenet til båden af byens ungdom efter at have besejret klubben. Det var jo på den tid hvor vi blev færget over Sallingsund med Pinen og Plagen. Vi kom engang over, hvor vi havde glemt trøjerne på den anden side. En af de kampe der sidder meget fast i min erindring var mod Skive, vi havde kæmpet bravt og stod til at vinde. Ivan min storebror, der var kanonsikker på straffe, målmanden reddede. Jeg ved ikke hvad der gik af mig, selv om jeg altid har spillet kontant, har det aldrig gået over i det bisseagtige. Men målmanden fra Skive blev tippet, da han sparkede ud, det resulterede i en berettiget advarsel til mig. Det var i slutningen af kampen, tilskuerne havde ikke glemt episoden med mig, de slog ring om mig og jeg var klar til at slås mod dem alle sammen, besindige holdkammerater fik mig dog med i klubhuset hvor jeg fortsatte ind til dommeren for at diskutere videre med ham, jeg var helt oppe.

Atter var det hjemme det skulle diskuteres, far, der som regel fulgte os, var med, der blev først talt alvorlig, jeg fik læst og påskrevet, dernæst blev der ikke talt til mig i 14 dage. Han kunne simpelthen ikke acceptere en sådan opførelse. Ivan og jeg havde en meget skrap kritiker i Far. Selv om vi senere har erfaret at han var stolt af os, har vi aldrig modtaget ros fra ham hjemme.

Søndag aften, var mange spillere faste inventarer i Skansen til film. Bagerste række sad spillerne fra Vorup og næst bagerste spillere fra Kristrup. Vi spillede begge i samme kreds, så der var vilde og inderlige diskussioner om dagens kampe. Det skete så højlydt at Wøbbe, biografens opsynsmand, ofte gav nogle karantæne for en periode, mest for at statuere et eksempel. Denne højlydte diskussion under filmen kunne ikke accepteres.

Udover Turneringskampe klarede vi os altid godt i Landspokalturneringen, vi måtte næsten altid lade livet til højere rangerede hold. Vi havde mange tilskuere til disse kampe, en kamp mod Helsingør fra 2 division på Høvejen blev overværet af ca. 3500 tilskuere, den store skråning omkring banen kunne huse de mange tilskuere.

Fodbold spillede vi mange af, mange byer havde en sports uge, hvor vi som regel blev inviteret, det gav mange og hyggelige kampe, mange af disse sportsuger sluttede som regel med et udvalgt hold mod et af de store divisionshold. Jeg deltog flere gange på et sådanne hold.

Min soldatertid missede jeg kun en Turneringskamp, jeg blev skrevet hjem hver søndag. Det var jo en mægtig fordel, som soldat at have orlov hver Weekend.

Vi havde i den periode et knald godt hold et kammeratskab der var så godt at vi alle nægtede at tabe. Selv en træningsaften blev der kæmpet om hver eneste bold. Vi havde gode trænere i den periode. Svend Rasmussen, Kaj Pilmark og Aksel Kønig var tre af dem der satte os op til kampene og sørgede for at konditionen kunne række. De sørgede samtidig for at banke holdet sammen, hvor der hurtig kunne arrangeres en fest, hvis resultaterne var der, det var de tit.

Med Svend Rasmussen havde Henning Overgård og jeg en speciel oplevelse. Vi havde åbenbart brokket os i en halvleg over nogle dispositioner omkring kampen. Det blev afregnet med karantæne fra træningen i 14 dage. Vi måtte så træne selv, med bl. a. løbeture i terrænet. Det pudsige ved det var dog at til kampene om søndagen var vi på holdet. Det ville jo nok have været regulært med karantæne fra kampene også, men vi udfyldte pladser på holdet, dengang, der ikke kunne erstattes af andre, hvis der skulle sejres

Et Vorup hold fra 1950-1954 bestod som regel af spillere som Benny Kastrup, Ingvard Knudsen, Leo Nielsen, Kaj Knudsen, Egon Elufsen, Leif Kastrup, Søren Duur, William Fahlberg , Henning Overgård, Vagn Schmidt, Kaj Svejgård, Villy Overgård, Ivan Hansen, Henning Hansen, Ib Hansen. Det var som regel blandt disse spillere holdet blev sat. Vi havde samtidig mange ledere i Vorup F.B. hvor kan nævnes Chr. Fahlberg, Peder Due, Thorvald Jacobsen og Aksel Hansen. Det var kun et udsnit, mange tilbragte deres fritid på den ene eller anden måde i klubben.

Jeg skulle til Tyskland som soldat i 7 måneder og måtte forlade vennerne i Vorup for en tid.

Der var ingen arbejde i Randers efter soldatertiden, jeg måtte til Vejle, som er berettet om i et andet afsnit.

Den første tid spillede jeg stadig i Vorup, men da jeg aldrig kunne deltage i træningen, sluttede jeg denne omgang i Vorup.

Tilbage til Randers.
Efter gode sæsoner med oprykning i Vejle FC til Serie 1, følte jeg mig godt rustet til igen at spille i Vorup. De var samme år rykket op i Mesterrækken efter en sæson som ubesejret. Ingen tvivl om at de havde et hold der skulle kæmpes for at spille sig på.

Efter at havde spillet alle træningskampene på 1 holdet, blev jeg sat på andetholdet til den første turneringskamp. Jeg kæmpede mig dog tilbage til holdet igen, trods det at jeg aldrig fik chancen på min favoritplads, venstre siden i angrebet. Det kan siges at min ulempe var, at jeg kunne spille alle pladser på et hold og følte tit jeg ikke fik min chance på den naturlige plads

.Vi hang på i toppen af Mesterrækken og skulle den sidste kamp mod Brønderslev have uafgjort for at rykke op i 4 division.

Netop den kamp skulle blive min sidste i den blå trøje, jeg husker den kamp i mindste detalje. En af stamspillerne var blevet skadet og en reserve var sat på hans plads i forsvaret.

For at vinde, krævede en god taktik for at vinde den kamp, de havde en af topscorerne i Nordkredsen på deres hold. (senere spiller på AA B s 1. divisionshold)

.Jeg havde i andre kampe haft opgaver at neutralisere en spiller totalt, kun forlade ham i halvlegen. Jeg blev udset til den opgave, som den eneste i kampen, følge ham og sørge for at han gik fra banen uden at score. Det lykkedes og vi vandt 1-0 og dermed vinder af Nordkredsen

.Der skal retfærdigvis siges at reserven spillede en god kamp, men havde de frie hænder for at være med i kampen, hvor jeg ikke kunne deltage i spillet på samme måde, med den opgave jeg var stillet.

Søndagen efter skulle finalen om det jyske mesterskab spilles i Haderslev mod Haderslev. Stamspilleren meldte sig klar, efter at måtte træne lige før matchen. Kampen viste at han ikke var klar. Dengang var der ikke en tolver, man kunne bruge. Kampen blev tabt, det var for stor en opgave at kun spille med 10 1/2 mand.

I holdopstillingen havde man sat reservespilleren ind på min vante plads. Det var en sådan skuffelse for mig, jeg desværre ikke kunne overskue dengang. Jeg føler stadig i dag at det var den største skuffelse jeg fik i hele min aktive tid som fodboldspiller. Jeg besluttede at droppe fodbolden og meldte mig ud af klubben.

Brønderslev var den sidste kamp for Vorup. Jeg nåede at spille 125 førsteholdskampe for Vorup. Bortset fra den sidste, havde jeg en god tid sammen med kammerater, som man på den ene eller anden måde stadig betragter som gode venner, med mange gode minder sammen med.

Men lige på det tidspunkt føltes alt så ligegyldig. Jeg meldte mig efterfølgende ud af klubben, den klub som jeg troede efterfølgende at skulle have lagt et lederarbejde i.

Leder blev jeg, for fodbold kunne jeg ikke slippe.

I lære som Entreprenør. Forsiden  
Fhv. Entreprenør - Ib G. Hansen - Kristrup Møllevej 10 - 8960 Randers SØ - Tel. +45 51504976 - E-mail Ib G. Hansen